BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Institut for Menneskerettigheder søger en international kommunikationsmedarbejder til vores afdeling, Kommunikation & Engagement. Som vores nye kollega kommer du til at formidle en af de vigtigste sager i verden. Vi går hver dag på arbejde for vores grundlæggende menneskerettigheder. Du bliver en del af det kommunikationsteam, der skal tilføre nerve, nærvær og omtale af vores programarbejde rundt omkring i verden. Det kræver en evne til at omsætte kompleks information i sommetider diffuse kontekster til jordnær og levende kommunikation.
OM STILLINGEN
Din dagligdag varierer i både tempo og opgavesammensætning. Du har base i København, hvorfra de fleste opgaver vil blive løst. Men du må forvente rejseaktivitet flere gange om året i forbindelse med reportager. Du kommer blandt andet til at beskæftige dig med:
- Formidling af resultater fra instituttets internationale programmer
- Produktion af indhold til vores egne kanaler om vores internationale arbejde
- Tilrettelæggelse af produktionsplaner
- Artikler og video til vores årlige internationale statusberetning
- Reportager på tekst (og gerne video) fra vores internationale aktiviteter
- Opdatering af indhold og databaser til vores internationale hjemmeside
- Løbende samarbejde med vores internationale afdelinger.
Vi hjælper hinanden, hvor der er behov, og du må derfor også forvente at beskæftige dig med vores nationale kommunikation fra tid til anden.
OM DIG
Som vores nye internationale kommunikationsmedarbejder forestiller vi os, at du:
- Har en journalist- eller kommunikationsuddannelse og Har flere års erfaring med tekst- og gerne videoproduktion fra et redaktionelt miljø eller en politisk ledet organisation, gerne i et internationalt perspektiv
- Er struktureret, selvkørende og kan planlægge dig ud af tilspidsede situationer
- Formidler stilsikkert og levende
- Taler og skriver engelsk på forhandlingsniveau. Taler du derudover arabisk, fransk eller spansk, er det en fordel
- Trives med en vekslende hverdag med både langsomme og hurtige opgaver
- Er omsorgsfuld, tager aktiv del i afdelingens sociale fællesskab og er klar til at hjælpe dine kolleger, når der er behov
- Kan samarbejde på tværs af afdelinger og fagligheder og er god til at skabe relationer
- Har en forståelse for konteksten omkring institutionelle donorer
- Er proaktiv og har mod på at række ud til vores internationale afdelinger og partnerorganisationer.
Institut for Menneskerettigheder er Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution og ligebehandlingsorgan. Som en selvstændig statsinstitution løfter vi sammen vores mandat til at fremme og beskytte menneskerettigheder i Danmark og internationalt.
Så løfterigt et formål stiller store krav til vores medarbejdere. I Kommunikation & Engagement sætter vi en ære i at synliggøre instituttets arbejde og rolle i både medier og samfund. Vi er en moderne og flersproget international arbejdsplads, som hver dag knokler for at sætte menneskerettighederne på dagsordenen. Hos os tror vi på, at vores kerneværdier som faglighed og troværdighed understøttes bedst, hvis vi samtidig passer på hinanden, skaber et trygt og socialt arbejdsmiljø og tilstræber en god balance mellem arbejdsliv og fritid.
Afdelingen er en stabsfunktion tæt på instituttets øverste ledelse, og derfor lægger vi også vægt på stærk faglighed, gode samarbejdsevner og politisk forståelse. Du kommer i dagligdagen også til at arbejde sammen med vores internationale afdelinger.
LØN OG ANSÆTTELSESVILKÅR
Løn og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation. Der vil være mulighed for at forhandle tillæg.
ANSØGNINGSFRIST
Send din ansøgning, CV og eksamensbeviser via linket her på siden senest mandag d. 19. juni. Samtaler forventes afholdt i uge 26. Ansættelse snarest muligt eller efter aftale.
Vi ønsker at være en mangfoldig arbejdsplads og opfordrer derfor alle kvalificerede ansøgere til at søge.
KONTAKT
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte kommunikationschef Jakob Sheikh. Skriv til jash@humanrights.dk for nærmere aftale.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Dragør Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Institut for Menneskerettigheder, Wilders Plads 8K, 1403 København K
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 19-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=169311&DepartmentId=10175&MediaId=338&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5840083