Kristoffer West fra Kastrup klikker i cykelskoene og gør kampen mod Tour de France-bjerge til en del af sin egen personlige kamp mod sin kroniske sygdom, sclerose.
Der venter Kristoffer West fra Kastrup noget af en cykel- såvel som personlig udfordring i Frankrig, når han skal køre hårnålesving efter hårnålesving, stigning efter stigning samt højdemeter efter højdemeter på mestrenes asfalt om ganske kort tid.
Når Danmarks hårdeste velgørenhedscykelløb, nemlig Scleroseforeningens flagskibsevent, Cykelnerven, løber af stablen i de franske Tour de France-bjerge få uger inden verdens største cykelløb, er dét, hvad der er på menuen for Kristoffer og de 500 andre cykelmotionister, som deltager fra hele landet.
Alt sammen for at samle livsvigtige midler ind i kampen mod sclerose.
For Kristoffer er der dog et ekstra lag på hele oplevelsen. Han er nemlig selv diagnosticeret med den kroniske sygdom sclerose.
Sclerose er en autoimmun sygdom, der påvirker centralnervesystemet og kan udløse forskellige symptomer i kroppen og hjernen. Og det er lige præcis den sygdom, Cykelnerven er etableret for at samle midler ind til – til forskningen i sclerose, der med tiden skal være nøglen til at bekæmpe sygdommen helt, samt til at forbedre livet for mennesker med sclerose og deres familier.
For Kristoffer er sagen altså helt naturligt noget, der i højere eller mindre grad fylder hver eneste dag. Så hvordan endte han med at skulle deltage i Danmarks hårdeste velgørenhedscykelløb, der samler ind til den sygdom, han selv er diagnosticeret med?
- Jeg fik diagnosen i foråret 2024, og det motiverede mig til at støtte indsamlingen og holde mig fysisk aktiv. Det betyder meget for mig at kunne samle penge ind til min egen sygdom – det giver mig håb og motivation. Og jeg er dybt taknemmelig for al den støtte, jeg modtager fra venner, familie og andre cyklister, fortæller Kristoffer.
12., 13. og 14. etape af Tour de France
På Cykelnerven 2025 kører rytterne nogle af de afgørende bjerge og stigninger, der er på årets Tour de France-rute. Det er mere præcis bjerge og stigninger fra årets etape 12, 13 og 14 af Tour de France, som Kristoffer og de andre ryttere skal prøve kræfter med.
Cykeludfordringen bliver skudt i gang fra det sydlige Frankrig og fra den mindre landsby, Luz-Saint-Sauveur, der fra alle sider er omgivet af legendariske tour-stigninger og kun få minutter fra opkørsler til både Col du Tourmalet, Hautacam og Luz Ardiden. Bjerge, der i den grad er historiske Tour de France-bjerge. Især i danskerregi.
Det er blot tre ganske særlige Tour de France-bjerge ud af en alenlang liste, som årets ryttere skal kæmpe sig igennem på fire dage i sadlen.
Fire cykeldage, hvor alle ryttere efterfølgende kan sidde hjemme i sofaen og tænke tilbage på, hvordan det var at cykle lige præcis dét hårnålesving, endelig at nå toppen af dét bjerg og ikke mindst, hvorfor det så var okay at føle sig presset, når selv Pogačar hiver efter vejret på dén stigning.
- At cykle de afgørende Tour-bjerge i Frankrig bliver en stor udfordring, men også en utrolig spændende oplevelse. Jeg ser frem til at teste mine grænser og opleve den smukke natur og den intense atmosfære, siger Kristoffer.
Han får selskab af sin gode kammerat, Alexander Nielsen, som deltager i Cykelnerven sammen med ham. Og dét gør oplevelsen endnu mere speciel for Kristoffer:
- Vi kan støtte hinanden gennem de svære øjeblikke og fejre vores succeser sammen. Det styrker vores venskab og gør oplevelsen uforglemmelig. Alexander har helt fra første dag, jeg fortalte om min sygdom, været en kæmpe støtte, og uden ham tror jeg ikke, jeg havde kæmpet lige så hårdt.
Krævende udfordring – på den flinke måde
At en af Cykelnervens ambassadører, der er med til at planlægge årets rute og selv cykler med hvert år, er Danmarks skarpeste Tour de France-ekspert, er heller ingen tilfældighed. Nemlig Dennis Ritter:
- Den nære sammenhæng med Tour de France giver Cykelnerven noget unikt og enestående, og det er også derfor, det er en stor ære for sådan en som mig, der har beskæftiget sig med Tour’en på nærmeste hold i 23 år, at være ambassadør på Cykelnerven, siger han og fremhæver, at Cykelnerven er en hård, fysisk krævende udfordring – på den flinke måde:
- Det er fysiske udfordringer fra øverste hylde, for ambitionerne er altid store på Cykelnerven. Uanset hvilken rute og hvilke bjerge, Tour de France-ledelsen vælger, tager vi altid udfordringen op.
Dennis Ritter og resten af Cykelnervens cykelentusiaster tager ikke kun kampen op mod de mange højdemeter for den exceptionelle oplevelses skyld. For dem alle er det både en personlig udfordring på viljestyrke og udholdenhed, men også et vigtigt bidrag i kampen mod sclerose.
Hvad er Cykelnerven?
Cykelnerven er Danmarks hårdeste velgørenhedsevent, der siden 2014 har samlet hundredvis af cykelentusiaster om ét fælles mål: at samle penge ind i kampen for en verden uden sclerose.
Sidste år, i 2024, samlede årets ryttere 12.900.000 kr. ind.
I 2025 drager Cykelnerven for 12. år i træk afsted mod Frankrig, hvor rytterne er inddelt i lokale hold samt virksomhedsteams, der sikrer, at hele Danmark er repræsenteret.
Inden for de seneste 20 år er antallet af danskere med sclerose fordoblet, og i dag lever 19.146 danskere med den uhelbredelige sygdom, der oftest rammer unge mennesker i alderen 20-40 år.
Cykelnervens fornemmeste opgave er at samle midler ind, der kan være med til at stoppe denne negative udvikling og samtidig kæmpe for, at mennesker med sclerose får et bedre liv med sygdommen.
Udover Dennis Ritter består Cykelnervens ambassadørkorps af: Tom Kristensen, Peter Tanev, Klavs Bruun Jørgensen, Eskild Ebbesen og Niels Laulund, Camilla Pedersen, Claus Elming, Sanne Jakobsen, Christian Moberg, Martin Jørgensen, Thomas Helveg, Thomas Castberg, Sophie Fjellvang-Sølling, Emil Vinjebo og Mikael Kamber.