BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du kendskab til mikrobiologi og teknisk indsigt, og kan du samarbejde med mange forskellige fagligheder? Har du lyst til at lyst til at være med til at udvikle og vedligeholde it-systemer, der understøtter forebyggelse og overvågning af smitsomme sygdomme sammen med engagerede kollegaer i et tværfaglige og internationalt miljø? Så er det muligvis dig, vi søger.
Om Dataintegration og - analyse sekretariatet
Dataintegration og -analysesekretariatet (DIAS) er en del af infektionsberedskabet på Statens Serum institut (SSI), der har ansvaret for at drive den nationale mikrobiologiske database (MiBa). Vi varetager bl.a. datahåndtering for smitsomme sygdomme i tæt samarbejde med de øvrige afdelinger på SSI, herunder drift og udvikling af den digitale infektions– og vaccinationsovervågning. Derudover indgår vi i nationale IT udviklingsprojekter i samarbejde med Sundhedsdatastyrelsen og andre styrelser.
Vi indhenter, tilrettelægger, analyserer og formidler de centrale data, der bruges i overvågningen, der omfatter omkring 100 infektionssygdomme, herunder covid-19. Vi er i proces med automatisering af overvågningen og digital transformation ift. anvendelse af disse data.
DIAS har ca. 35 ansatte med sundhedsfaglig, akademisk og IT-faglig baggrund.
Din hverdag hos os
Der er tale om en stilling i krydsfeltet mellem klinisk mikrobiologi, datamangement og sundheds-IT.
I hverdagen vil du komme til at arbejde med opgaver ift. vedligeholdelse, support, drift og udvikling af vores grundlæggende systemer herunder primært MiBa. Det betyder at det er en fordel, hvis du arbejder struktureret og analytisk. Vores arbejde er centreret omkring mikrobiologi, mikrobiologiske analysemetoder og infektionsepidemiologi. Du skal have interesse for og har lyst til at arbejde med systemdokumentation, brugervejledninger og SOP for at understøtte og sikre vores opgaveløsning.
Din berøringsflade vil udover kollegaer hos SSI også være med andre styrelser, de kliniske mikrobiologiske afdelinger og øvrige samarbejdspartnere i regionerne og vores leverandører. Det betyder, at en del af vores møder og planlægning foregår virtuelt.
Vores hverdag er alsidig med mulighed for fordybelse i den enkelte opgave, men også mange opgaver du vil varetage i samarbejde med kollegaer både i afsnittet og i afdelingen, men indimellem skal vi kunne agere på akutte problemstillinger, så du skal kunne holde hovedet koldt i de situationer.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du har en relevant uddannelse, eks. sundhedsinformatiker eller bioanalytiker med overbygning.
Vi ser gerne, at du:
- har god teknisk forståelse og lyst til at fordybe dig i tekniske løsninger og problemstillinger og kan formidle den til samarbejdspartnere
- er interesseret i sundhedsdata og har kendskab til og forståelse for den danske sundhedssektor
- har kendskab til og er nysgerrig på XML og gerne også SQL
- har kendskab til laboratoriesystemer
- er fleksibel og trives med både korte og længere deadlines og kan prioritere dine opgaver
- har gode kommunikations og -samarbejdsevner både med interne og eksterne samarbejdspartnere.
Vi tilbyder
Du får et spændende job, hvor du kan gøre en forskel, med masser af udviklingsmuligheder, gode kolleger og godt humør.
SSI er en fleksibel og familievenlig arbejdsplads. SSI har en egen idrætsforening og personaleforening, som begge tilbyder en bred vifte af aktiviteter. Vi er centralt beliggende i København med nem adgang til offentlig transport.
Om ansættelsen
Du bliver ansat som akademisk medarbejder efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Stillingen er en 2-årig stilling på fuld tid.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at kontakte afsnitsleder Camilla Rasmussen på tlf. 32683922.
Er du interesseret?
Klik på ”søg stillingen” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 25.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Dragør Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Tidsbegrænset ansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
SSI, Artillerivej 5, 2300 København S
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=169553&DepartmentId=10136&MediaId=338&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5844736